Jeg var engang hos en coach, der sagde: ”Linda, du lever dit liv som et blad i vinden. Du svæver rundt på må og få alt efter, hvor vinden eller omstændighederne kaster dig hen.” Coachen mente, at jeg skulle sætte flere intentioner for mit liv, så jeg levede mere med vilje og mindre tilfældigt. Det tænkte jeg lidt over, og det gør jeg stadig her mange år senere.

Det er rigtigt, at man ikke kan ligge hjemme på sofaen og forvente, at alt muligt spændende sker. Men det er også rigtigt, at man ikke kan beslutte, at bestemte ting skal ske. Jeg kan i hvert fald ikke.

Jeg har efterhånden stor erfaring i at svæve afsted. På mit første sabbatår efter gymnasiet tog jeg toget fra Ølstykke til Skovlunde og tilbage igen hver dag til et piccolinejob, jeg havde fået, fordi jeg kendte hende, der havde jobbet før mig. Jeg drømte om at blive lærer, men levede i den vildfarelse, at jeg ikke var dygtig nok til det. I toget mødte jeg Martin, som jeg kendte fra folkeskolen og musikskolen, og som med sine tre år ældre end mig gik på lærerseminariet. Jeg fortalte ham om mine skrupler. Han spurgte mig, om jeg ikke troede, at jeg var dygtigere end en elev i 10. klasse, for mere skulle der jo i princippet ikke til. Det mente jeg nu alligevel nok, jeg var.

Efter endnu et sabbatår, hvor jeg blandt andet var i Australien, gik jeg en dag på Stationsvej i Ølstykke, da jeg pludselig vidste, at nu ville jeg på højskole. Det var vildt, fordi jeg ellers aldrig havde drømt om at bo sammen med en masse andre mennesker et helt andet sted i landet. Nærmest tværtimod. Jeg ringede rundt til musikhøjskoler samme eftermiddag, og da jeg fik fat på en højskole i Sønderjylland, fortalte sekretæren mig, at der netop var en sanger på musiklinjen, der var sprunget fra det fuldt bookede hold, så pladsen var min. Og sådan gik blandt andet mit tredje sabbatår.

Da jeg skulle i gang med mit fjerde sabbatår, tog min mor affære. Min veninde, som var blevet optaget på det samme seminarium som Martin, havde fortalt mig, at der var ledige pladser, da mange havde søgt flere seminarier og jo ikke skulle gå på dem alle sammen. Min mor kørte afsted med en ansøgning og mit eksamensbevis. Nu var hun træt af, at jeg ikke kom videre, og så startede jeg på seminariet. Martin var tilfældigvis tutor for mit hold.

Da jeg 19 år senere fik job i Brøndby mødte jeg på andendagen Martin, der netop var blevet ansat på en anden skole i kommunen. Ja, og så slutter historien om Martin altså her. Det var egentlig bare for at sige, at nogle gange er det de små såkaldte tilfældigheder, der skaber de største ringe i vandet. En anden pointe er, at når noget skal ske, så sker det. Vi behøver ikke altid at jagte det. Der er også en tredje pointe, der handler om, at vi kan have været vigtige i nogle andres liv, uden at vi ved det. Det er en rar tanke.

”Should I stay or should I go?” Det kunne godt være titelmelodien på mit arbejdsliv lige nu. Jeg ved det ikke, men det gør ikke noget. Jeg ved, at jeg ved det, når jeg mindst venter det. Indtil da lever jeg med, at jeg er lige præcis, hvor jeg skal være.

Er du også det?