Jeg var sammen med nogle meget skønne veninder i weekenden. Jeg lærte dem at kende, mens jeg var coach i Holbæk, og da vi alle er vilde med personlig udvikling, handlede meget samtale selvfølgelig om det.
Blandt andet talte vi om, hvad der sker i relationer, når den ene part gerne vil tale om svære ting fra fortiden, og den anden ikke vil. Det kan f.eks. være i relationen mellem barn og forældre, men det kan også være i andre nære relationer.
Da jeg var i starten af tyverne, fik jeg brug for at tale om en dårlig oplevelse fra min barndom, fordi den fyldte rigtig meget for mig. Det er ikke alle, der har lyst til at tale om dårlige oplevelser, og jeg blev da også mødt af familiemedlemmer, der ville ønske, jeg ikke havde gjort det. I processen blev jeg gjort meget forkert, og det hele blev ret grimt. Dengang blev jeg vred, for jeg syntes ikke, at ting skulle fejes ind under gulvtæppet, og jeg havde efterfølgende lige så mange fordømmende tanker om dem, som de havde om mig.
Jeg bryder mig stadig ikke om at feje ting ind under gulvtæppet, men med alderen er der alligevel kommet en større accept af, at andre håndterer ting anderledes end mig, og at min måde ikke er den eneste rigtige.
Mange mennesker lever fint med aldrig at tale om eller tænke på ubehagelige oplevelser fra fortiden. Det vigtige er, at vi ikke gør hinanden forkerte.
Vi, der gerne vil tale højt om det meste, må acceptere, at andre ikke nødvendigvis har det på samme måde. Vi kan ikke altid få dem i tale, som vi allerhelst vil tale med, og så må vi tale med nogle andre. De, som ikke vil tale om tingene, må til gengæld acceptere, at de indimellem bliver mødt af os, der godt vil.
Tænk hvis 22-årige Linda var blevet mødt med: “Vi kan godt forstå, at du har brug for at tale om det, men du kan ikke tale med os, for vi har det for svært med det”. Og tænk hvis jeg så havde svaret: “Det er helt i orden, jeg finder nogle andre”. Så var vi måske gået hver til sit uden at være sure og uden at vente mange år, før vi sås igen.
Min svoger, der er gift med min lillesøster, har en ret fin måde at spørge på, når andre mennesker fortæller ham noget, som han synes, er lidt mærkeligt. “Fungerer det for dig?” Han spørger ikke på en nedladende måde. Han spørger venligt og nysgerrig, samtidig med at han afværger at blive påduttet noget, han ikke har lyst til. (Det kunne være mig, der har fundet en ny spirituel retning, som jeg er blevet optaget af og absolut må fortælle ham om, haha 😂)
Fungerer det for dig at tale om det, der har været svært?
Fungerer det for dig aldrig at tale om det?
Uanset hvad er du okay, og det er jeg også <3
Skriv et svar